Debatten om opstandelsestroen fortsætter

Her er bidrag fra formand og næstformand – begge trykt i Kristeligt Dagblad

 

Opstandelsestro er ikke en lære elle et dogme!

Henning Nørhøj, formand for Kirkeligt Centrum

For jeg ved ikke hvilken gang har jeg igen læst Martin A. Hansens novelle Påskeklokken, Den er et stærkt litterært bidrag til at vise, hvad opstandelsestro er, nemlig en tro, der bliver til i den gudstjenstlige sammenhæng, hvor salmer, tekster og en livsnær prædiken bliver til en genopstandelse til livet – og som dernæst kan bæres ud i mødet med andre. I novellen møder vi Grethe, det moderne og kirkefremmede menneske. Hun forbinder i første omgang blot et fjernt barndomsminde med gudstjenesten. Hendes eksistens er ved at gå i stykker. Men i gudstjenesten rammes hun af ordene om opstandelsen. Og hun må udenfor med det, der nu er virkeligt for hende. Hendes egen lidelse forvandles til tro og mod til livet.

I den noget kaotiske debat om forståelsen af Jesu opstandelse tegner sig to linjer: a) Påskebudskabet må tolkes på modernitetens vilkår. b) Eller modernitetens præmisser må ændres i lyset af påsketroen.

Det er lysende klart, at påskebudskabet må tolkes på modernitetens vilkår. Hvad ellers? Men dermed er ikke alt sagt. Tidehvervsteologen Gustav Brøndsted gjorde i en artikel To Verdenssyn – to Sprog fra 1955 opmærksom på, at religionens og digtningens sprog – det sprog, hvormed vi tolker vores tilværelse og udtrykker tro, følelser og håb – er hvad han kalder et mytes-sprog. Overfor dette står logos-sproget, som er det sprog, hvormed vi definerer og analyserer. Det er fornuftens sprog og videnskabens sprog, hvormed vi forsøger at få struktur på vores verden – og magt over den. Det er netop modernitetens vilkår, at vi har begge sprog. De to sprog er lige nødvendige, men angår altså hver sit område af den menneskelige tilværelse. Bruger vi logos-sproget til at formidle kristendommen, så bliver det til fundamentalisme. Tilsvarende er en naturvidenskabsmand selvfølgelig uredelig, hvis han f.eks. vil bekræfte Big-Bang-teorien som værende i overensstemmelse med den bibelske skabelsesberetning.

Derfor: når man hævder, at Jesus er fysisk opstanden, eller at evangeliernes beretninger om opstandelsen bærer præg af øjenvidneskildringer, så bruger man en positivistisk tilgang, som er i modstrid med de nytestamentlige teksters egen karakter af trosfortællinger.

Selve påskebudskabet, “han er opstanden” unddrager sig det historisk konstaterbare. Det fremgår af teksterne selv. Men samtidig fortælles der om det under, at en kirke bliver til, idet den forvirrede flok af Jesus-tilhængere forvandles til et fællesskab, der nu bærer opstandelsestroen ud i datidens virkelighed.

Dette budskab bringes så videre i det sprog, som alene kan rumme opstandelsens virkelighed. Og det er fortsat troens erfaring, hvor ordet om den opstandne bliver forkyndt, ved døbefonten, når vi samles ved nadverbordet, og når vi hører fortællingerne om ham, der gik omkring og gjorde godt. Her mødes det historiske med det evige – og vi hører det netop i det sprog, der alene kan formidle underet. Et sprog der taler til hjerterne, tolkende og befriende uden sikkerhed i det historiske, men netop derved frigjort til at kunne modtages i frihed. Derfor er kravet om en lære eller dogme om opstandelsen, som senest fremført af Marie Høgh (KD 29.10.), absurd og uden mening.

Påskens budskab er håbskabende. Håbet om min egen opstandelse har, som Pauls så stærkt har formuleret det, sit udgangspunkt i troen på Jesu opstandelse. Det er håbet om ”kødets opstandelse, som vi bekender det i gudstjenesten. Og ifølge Paulus` sprogbrug er ”kødet” det syndige menneske”. Menneskets opstandelse er altså menneskets totale fornyelse og når Paulus skal forklare det for sin menighed i Korinth når han til sprogets alleryderste grænse. Billeder og metaforer slipper op og tilbage står hans konstatering. ”Død, hvor er din sejr?”  (1 Kor 15,55). Opstandelseshåbet er en drivkraft for dette liv. Velforståede forestillinger om et gensyn bliver uden betydning i forhold til opstandelseshåbets centrale indhold: at blive forenet med Gud, at Gud bliver alt i alle.  I sin netop på dansk udkomne ”poetisk-kritiske katekismus”, Tro og tanke, prøver den tyske teolog Gerd Theissen at formulere kristendommens indhold på modernitetens vilkår. Om opstandelsesbudskabet skriver han, at påske er lys fra hinsides døden, skabelsens lys, der får os til at sige: Alt er godt.

Det er godt,

at falde tilbage i

Guds skabermagt

og være bjerget i den

i endeløse millioner af år

efter vor tid.

I døden vil vi være dér,

hvorfra hans lys kommer”.

 

Kristen opstandelsestro har intet med reinkarnation at gøre

Kaj Bollmann, sognepræst og næstformand i Kirkeligt Centrum

Der er naturligvis intet menneske, der kan sige, om reinkarnationstanken er sand. Det er et trosspørgsmål. Derimod kan vi med sikkerhed sige, at reinkarnationstanken ikke har noget med kristendommen at gøre! Det er et valg – som også sognepræst Annette Berg må foretage, for reinkarnationstanken hører et helt andet univers til det end det kristne.

Der er mange mennesker, der tror på – eller håber på – reinkarnation. Undersøgelser har vist, at op mod en femtedel af folkekirkens medlemmer er tilbøjelige til at tro på sjælens genfødsel. Det bliver det imidlertid ikke mere kristent af. Og ja – vi skal som kirke være åbne over for menneskers spørgsmål og søgen, men det betyder ikke, at vi i vore svar på de svære spørgsmål skal bevæge os ud på alle mulige vildveje i forhold til trosgrundlaget.

Reinkarnationstanken hører ikke til det almenreligiøse fællesgods, men er specifikt knyttet til forskellige østlige religiøse tanker, især hinduismen. Almenreligiøs er derimod en udødelighedstro, troen på en udødelig sjæl, som forlader legemet og lever videre uafhængig af dette. Denne tankegang lever også dybt i den kristne kultur og er vel for mange netop lig med opstandelsestro. Og denne tankegang finder også til en vis grad næring i formuleringer i det nye testamente. Men der er stadig et godt stykke herfra og til tanken om reinkarnation.

Den nyreligiøse vesteuropæiske reinkarnationstanke adskiller sig desuden fra den hinduistiske ved, at reinkarnationen i den moderne nyreligiøse form er noget positivt, en redningsplanke mod forgængeligheden, hvor den i hinduismen tenderer mod at være noget negativt, en forhindring, som man skal frigøres fra.

Den nytestamentlige tankegang om opstandelsen adskiller sig fundamentalt fra alt dette ved at være bundet til og kun give mening ud fra Jesu opstandelse påskemorgen.

Herudover kan man – trods forskelle og nuancer mellem forskellige skrifter – sammenfatte den bibelske tankegang om opstandelsen i følgende:

  • Sjæl og legeme kan ikke skilles ad. Sjælens liv er ikke på et andet og mere bestandigt niveau end kroppens. Det er ånden, der giver liv, og det er ikke det samme som sjælen. Liv uden ånd er ”kød”=død. Sjæl og krop hører uløseligt sammen
  • Kroppens liv er ikke mindreværdigt. Trods alle tanker om livet som en jammerdal – grundet på reelle erfaringer ofte! – i den kristne tradition, så har det skabte liv absolut værdi, hvad vi i Danmark ikke mindst har haft Grundtvig til at minde os om.
  • I Kristus har Gud forenet sig med det menneskelige. Vi kan og skal ikke gennem vores egne reinkarnationer forene os med det guddommelige
  • Døden rammer hele livet. Der er ikke en kerne eller sjæl, der slipper udenom! Vi dør for alvor!
  • Kristentroens opstandelseshåb begynder med Jesu opstandelse. Den er ikke en følge af en udødelig sjæl, men noget helt enestående og ufatteligt, som Gud gennem ham giver os del i.
  • Opstandelsen er en total nyskabelse af livet – krop og sjæl – til noget, vi kun kan tale om i billeder og ikke har mulighed for at forstå, sanse eller tilegne os.
  • Opstandelsen er både et nu og et engang. Vi ser det som to forskellige perspektiver: i døden eller ved tidernes ende. Det er vi nødt til, fordi vi tænker i tid og rum. Men for Gud er dette ét og det samme, for hos Gud ophører tiden og rummet som dimensioner.
  • Om opstandelsens virkelighed kan kun tales i billeder. Dem har vi mange og smukke af, ikke mindst i Johannes Åbenbaring. Men det er og bliver billeder af det ubegribelige

Der er for mig at se ingen mulig harmonisering mellem kristen opstandelsestro og tanken om reinkarnation. Det kan godt være, at mennesker i deres egne religiøse forestillinger kan tænke en sammenhæng, og det kan godt være, at den kan være dem til trøst og håb over for døden. Men kristen er den stadig ikke:

Det livets ord, vi bygger på,

trods orme, vind og vove:

af muld skal dødninger opstå

og Frelseren højlove,

når luren drøner så i sky,

at stjerner falde, bjerge fly (Grundtvig DDS 560)