Forside

 

Aflysning:
Seminar lørdag den 16. november 2019: Autencitet og relevans i gudstjenesten og forkyndelsen

Ole Juul, tidligere sognpræst har stillet sit indlæg ved dette seminar til rådighed for os:

”Vi skal give dem rugbrød –fyldt med sunde kerner”.

Forleden fik jeg en mail fra en af mine bekendte, som sidder i et menighedsråd, hvor man for nylig valgte ny præst.

I hans tid som menighedsrådsmedlem er det tidligere to-sogns pastorat blevet lagt sammen med seks andre sogne i nærheden, så det nu udgør et af den mange, nye storpastorater, der dukker op landet over.

I sin mail skriver han: ”Det er mit indtryk, at det flertallet søgte og også har fået, er en skøn blanding af en børnehavepædagog, socialpædagog og en fritidspædagog, og med sig kommer hun med lidt godhed, til lejligheden kaldet næstekærlighed”. Det fremgår vist med al tydelighed, at han selv kom i mindretal ved udvælgelsen af storpastoratets nye præst.

Og det fremgår ligeledes klart, at han ikke er vildt begejstret for flertallets valg. Sarkasmen lyser langt væk.

Men når man tænker den væk, så er der fortsat tilbage en vurdering af, hvad det er for en type præst, storpastoratet har fået. En omsorgsfuld kvindelig teolog, der vil det bedste for sin menighed. En kvinde, der nok skal vide af at sørge godt for dem, hun kommer nær i sin embedsførsel.

Og er der så noget galt i det – kan man spørge? Ikke umiddelbart. Men når man forsøger at komme ind til benet af, hvad gudstjenesten i dag i mange kirker rummer, så er det meget lidt teologi, som i stedet er skiftet ud med megen omsorg og hygge.

I mit oplæg i dag vil jeg forholde mig til det, der bør være en hjertesag for enhver, som bekender sig til den evangelisklutherske kirke: En klar evangelisk forkyndelse i gudstjenesten og i de kirkelige handlinger og ritualer, der har til huse i kirkerummet.

Jeg vil ikke spises af med næringsfattig kost eller pakkes ind i kristelig vat. Jeg vil tales til – tiltales.

Jeg har det lidt ligesom Ole Wivel, der i sin lille bog, ”Den skjulte Gud” (1952) går i rette med sin gode ven, præsten, og fortæller ham, at han selv nu er søgt ud i det øde land for at finde og genfinde den Gud, som er blevet væk for ham i kirkens forkyndelse, men som for alvor betyder noget for et menneske.

”Jeg måtte kende en hård vilje mod min egen viljes afmagt og en sikkerhed mod min egen angst”.

”Jeg kræver at blive vist tilbage til min plads, at blive mindet om mit ærinde i livet”.

”Det er for billigt at falde til, sådan i bred almindelig næstekærlighed”.

”Det er Gud, der satte grænsen og gav loven, og det er hans røst, jeg vil høre”.

”Jeg kræver nærvær. Jeg kræver at blive mindet om mit ærinde i livet, og jeg har opsøgt ham, som kan sætte mig på plads”. ”Det er nu så længe siden, jeg har mærket hans fod på min nakke eller hans hånd på min skulder, at jeg er rejst ud for at finde ud af, om han har glemt mig, eller om han skulle være død i mellemtiden”.

Og jeg har det også lidt som Andreas Christensen fra Hellig Kors Kirke, som i en prædikenvejledning i Præsteforeningens Blad skriver, ”at når jeg går i kirke, så går jeg ind ad døren for at takke og for at blive mindet om, at jeg har en herre, Kristus, som har sat mig ind i en ny virkelighed. Det gør jeg, fordi den modsatte virkelighed – verden – hele tiden vil forstyrre”.

Det er denne, nye virkelighed, der skal forkyndes.

Det er i den, vi som kristne bliver sat.

I mine omtrent 35 år som sognepræst i to landsogne, Ødum og Hadbjerg, nu i Favrskov Provsti, Aarhus Stift, blev også jeg som præst og forkynder forledt til at tænke og tro, at ens embedsførelse primært handlede om at tilgodese menighedens behov, hvor diffuse og uklare de ellers var. Først langt inde i embedet gik det for alvor op for mig, at det ikke handlede om at give menigheden, hvad de ønskede, men hvad de havde brug for.

Jeg husker en gudstjeneste en sommersøndag, hvor jeg var søgt ind i en kirke, jeg ikke normalt kommer i. Der var dåb, der var mødt mange frem, og den søde, unge kvindelige præst gjorde, hvad hun kunne, for at menigheden kunne føle sig godt tilpas – og hjemme. Hun holdt en ganske god prædiken – i alt fald var den sprogligt til at forstå. Under salmen efter prædikenen lagde jeg mærke til, at der ikke var dækket op til nadveren – og det undrede mig, da det var en højmesse. Men der var ikke altergang – så det blev en kort gudstjeneste.

Da jeg hilste af med præsten, spurgte jeg hende, hvorfor der ikke var altergang, hvortil hun svarede, at hun og menighedsrådet havde besluttet, at når der var dåb, skulle der ikke også være nadver. For så blev gudstjenesten alt for lang, og det kunne man ikke byde de mange dåbsgæster.

Men det er jo helt galt. At en ung præst i sin iver for at tilgodese travle menneskers behov formener dem adgang til nadveren er i sig selv en grov fejl – men at voksne mennesker i menighedsrådet lader sig forlede til at mene, at det er rigtigt i forhold til et gæstende dåbsfølge er en endnu grovere fejl. Det kunne jo tænkes, at når de nu endelig havde fået en lejlighed til at komme i kirke, så ville de også til alters.

Jeg har selv været der – og jeg har selv mere eller mindre bevidst vildledt menighedsrådsmedlemmer ud fra en misforstået hensyntagen til en menighed. Også jeg lå i de første mange år af min præstegerning under for et udefineret og ubestemmeligt krav om at komme menigheden i møde, et krav, som menighedsrådet omkring ens ansættelse muligvis nok havde formuleret, men som hovedsageligt udsprang af, at jeg definerede mit embede ud fra funktionen og ikke ud fra den teologi, jeg havde studeret og den forkyndelse, jeg var sat til at formidle.

Så jeg tænkte som mange andre i min præstetid, at hvad kan vi dog gøre for at de såkaldte ’kirkefremmede’ vil synes, at folkekirken er et uomgængeligt ’hit’. Inspireret af en halsbrækkende aktivisme i og omkring folkekirken kastede vi os over konfirmandgudstjenester, ungdomsmøder, babysalmesang, spaghettigudstjenester og, hvad der ellers fulgte i slipstrømmen på et ubestemmeligt krav om at være ’moderne’. Men vi forsømte at gennemtænke, hvad vi i grunden havde sagt ja til, da vi indgik i embedet.

Ikke at det var omsonst og uden virkning i menigheden, hvad vi gjorde af nye tiltag, men der manglede en refleksion over, hvad vi i grunden havde sagt ja til, da vi modtog biskoppens kollats og underskrev præsteløftet. Dette og meget andet indfinder sig nu som et svigt så mange år efter og er til stadig besindelse på, hvad vi vil som kirke og præst, og det melder sig især nu, hvor jeg som pensioneret sognepræst søger en forkyndelse, som jeg kan leve og dø på. Således har jeg gennem de seneste år gjort nogle erfaringer omkring folkekirken og dens forkyndelse – eller mangel på samme.

En søndag sad jeg til gudstjeneste og følte mig i grunden særdeles godt tilpas, for salmevalget og liturgien var, som jeg havde håbet på. Og så var der alligevel noget, der haltede. Jeg sad i kirken og savnede gedigent åndeligt føde, og jeg tror, der var andre, der havde det på samme måde.

Vi skal tales til. Tiltales. Anfægtes. I stedet blev vi sukret ind i den efterhånden fortærskede tale om Guds kærlighed, som overgår alt. I udlægningen af evangeliet den søndag kom Gud og vor Herre Jesu Kristi far til at ligne det store krammedyr, som børn skal putte med, før de kan sove. Men hvis vi er så knuselskede, som forkyndelsen i en temmelig udvandet form lyder, hvorfor har vi så brug for det, som er gudstjenestens kerneydelse. Syndernes forladelse. Det vil jeg have at vide. Hver gang. Jeg glemmer det, eller jeg fortrænger det. Der er dem, der siger, at al den tale om synd skræmmer folk væk. Det er jeg nu ikke helt enig med dem i.

Tværtimod er det befriende, når jeg bliver talt til som synder – altså som dybt menneskelig. For det kan jeg forstå. Men megen forkyndelse taler i dag til mennesket som den ædle skabning, der er i stand til at forbedre, ja, måske endog frelse verden. Men det er en løgnagtig fortælling, som altid har været forsøgt – og som især humanisterne hylder.  Jeg tænker her på humanisternes og ateisternes salme ”Kringsatt af fiender” (Højskolesangbogen, 18. udgave, nr. 186).

Her står der, at ”edelt er mennesket”, og findes der nød og sult, skyldes det svigt af politisk og social art, som så med samme midler skal bekæmpes. Altså er mennesket fra naturens hånd ædelt. Ordene er en rent human hyldest af mennesket, der med den rette politiske og sociale indstilling kan redde verden.

Kristendommen siger noget andet. Den siger, at du med Paulus’ begreb er indfældet i synden, men at du i dåben er taget til nåde, adlet, og i det at være adlet ligger en forpligtelse over for det menneske, der blev din medskabning. Et liv som døbt kristen handler om at være sig det bevidst og at leve derudfra.

Hvis jeg aldrig bliver stillet til regnskab og får at vide, at jeg er en synder, at jeg uafladeligt synder, fordi det hører menneskelivet til, så trænger forkyndelsen af den tilgivende Gud ikke ind.

Jeg savner, at der bliver talt midt ind i den dybt menneskelige livserfaring, at vi med alle vore gøremål forledes til at glemme grundfortællingen. Det er vel derfor, der fejres gudstjeneste, for, som en af mine lærere i sin tid, K.E. Løgstrup, formulerede det, ”at komme glemsomheden i forkøbet”.

Vi kommer ikke i kirke for at høre, hvad vi allerede ved, men for at høre noget ganske andet. Det kan være dybt foruroligende, det kan være nyt, men det skal være noget ganske andet end, hvad jeg kan ræsonnere mig frem til gennem rationalitet. Når jeg tiltales i prædikenen skal det rykke. Jeg skal provokeres – høre noget, som jeg måske ikke gerne vil høre, men som er nødvendigt at lytte til – fordi det er sandheden om mit liv.

Jeg husker en prædiken, hvor præsten – for nu at understrege, hvor lidelsesfuld tilværelsen kan være – talte om sin nedsunkne livmoder og om, hvordan kvinder som hun led under det. Det kan måske nok være en stor gene – jeg kan ikke udtale mig om det – men det er mildt sagt ikke det, jeg er kommet for at blive belært om. Nej, jeg er kommet for at høre noget ganske andet end, hvad verden udenfor er fuld af.

I Martin A. Hansens novelle ”Fuglene” er der en samtale mellem tjenestedrengen Esben og den mislykkede præst, som for alvor sætter forkyndelsens kategori i relief til det umiddelbart forståelige og ræsonnerede.

”Hvordan kan en dårlig prædiken være god”, spørger præsten Esben. ”Jo, sagde Esben, man bliver jaget ud en stormnat. Og en mand råber og forklarer noget, man ikke kan høre og forstå. Men man får alligevel noget at vide, man aldrig har vidst”.

Det er det, kirken er til for. At fortælle mig det, jeg ikke umiddelbart fatter, men som alligevel er det, hvorpå mit liv og min eksistens beror. Men det er sjældent, jeg lægger øre til det.

I stedet udtrykker den moderne præst ofte en indignation over, hvordan vores samfundsindretning kan skade den enkeltes livsudfoldelse. Ofte sker det ved, at prædikanten på en meget pædagogisk og sproglig let fatteligt måde underbygger argumentationen med eksempler fra vores fælles hverdag. Tilsyneladende fanger det menigheden.

At han eller hun så måske ikke altid er i overensstemmelse med, hvad andre på kirkebænken måttet mene om argumentationen, og at andre ikke billiger prædikantens synspunkter og politiske holdninger, er åbenbart ikke noget problem. For man har vel forkyndelsesfrihed.

Jovel, men frihed til at forkynde har ikke så meget at gøre med den ytringsfrihed, som mange prædikanter i dag sammenblander med forkyndelse af evangeliet.

Jeg husker tydeligt, hvad en anden af mine tidligere lærere, P.G. Lindhardt, i sin tid påpegede. At forkyndelsesfriheden handler ikke om frihed til at forkynde hvad som helst, men frihed fra at skulle forkynde alt andet end evangeliet.

Og netop her halter det, og alt for mange præster falder for fristelsen til i ren og skær behagesyge at begrænse forkyndelsen til letkøbte og gentagne fraser for i stedet at være aktuel og vedkommende. Præster tiltror alt for ofte menigheden på kirkebænken og især tilløbende dåbsgæster ringe evner, når det drejer sig om forståelse af budskabet. Derfor forfalder man ofte til en lav fællesnævner. Men det kunne jo tænkes, at når et menneske sætter sig ind i kirken til en gudstjeneste, så er han eller hun ikke kommet for at høre, hvordan og hvorfor de brodne kar i den politiske hverdag kan tales ned.

Nej, når vi sidder dér på kirkebænken, så har vi brug for, at Kristus tales op. Så vil også jeg vide, hvorfor det er så vigtigt for min sjælefred, at jeg er døbt til og på hans navn. For at være så samfundsrelevant som mulig kommer moderne prædikanter let til at overse nogle dybere lag i det menneske, som søger kirken.

Eller det er, som professor Niels Arne Pedersen i et fødselsdagsinterview for nylig i Kristeligt Dagblad sagde: ”I jagten på at sige noget, der er forståeligt for mennesker i dag, kan man uden at ville det ende med at sige noget, der ingenting betyder, og som bare er en repetition af, hvad det almindelige samfund står for. Det, der siges, er til at forstå, fordi man hører det alle steder, men det har ikke længere noget særligt kristent præg, og så har folk alligevel ikke brug for kirken. Så siger den ikke noget, de ikke ved i forvejen, og den bliver overflødig”.

Vi lever ikke kun i konkrete, menneskelige sammenhænge. Vi er også borgere i et andet rige, hvis virkelighed det er prædikantens kald at bekræfte. Vi kommer ikke i kirken for at blive belært om årsagen til og følgerne af den politik, som afsløres af de nedskæringer, som eksempelvis sker på ældreområdet.Nej, vi kommer her for at blive stillet til regnskab i vores eksistentielle hverdag.

Jeg kan sagtens forstå den samfundsmæssige og politiske indignation, der kommer til udtryk i mange prædikener, og langt hen ad vejen er jeg enig. Men det er ikke for at blive bekræftet i min indignation, at jeg sætter mig ind i kirken til søndagens gudstjeneste. Det kan man blive i en hvilket som helst forsamling, hvor man mødes med ligesindede.

Men folkekirken er ikke de ligesindedes klub, og gudstjenesten er ikke en loge. Tværtimod er det stedet, hvor det i en evangeliskluthersk kontekst forventes, at der bliver talt om synd og skyld. Det er ganske vist sjældent rart at lægge øre til, men søndagens kirkegænger er ikke kommet for at høre, hvad han eller hun gerne vil høre, men for, hvad man i sin medmenneskelige og eksistentielle hverdag har brug for at høre.

Det er det, præsten med evangeliets vægt skal fortælle, så det kan forstås og erkendes. Alt for mange præster er i dag af ren og skær frygt for at tabe menigheden på kirkegulvet aldeles rædde for at anfægte og kalde til evangelisk orden.

Samme præster glemmer, at de ikke er kaldet til at lefle for menigheden, men for at stille sig lige med menigheden og sammen med den lade sig tale til og tiltale. Derfor er det en uskik at spise menigheden af med et lunkent tilsagn om syndernes forladelse, hvis ikke der først er blevet tydeligt fortalt, så man forstår det, hvad der er et menneskes grundsynd.

Den menighed, der søger til kirke en søndag formiddag kan ikke nøjes med vandbakkelse. Det er ganske vist sødt, og det smager godt. Men når der går hul, er det meste luft. Menigheden fordrer rugbrød, fyldt med sunde kerner.

Der tales i dag i så godt som alle prædikener smukt og stærkt om næstekærlighed. At næsten er ham eller hende, jeg møder og omgås i min hverdag. Men det er en fejl ved mange prædikener, når der udstedes kristelige resolutioner om, hvad der er den rette politik, når det drejer sig om at tage sig af sin næste.

Næstekærligheden kan aldrig kan blive et ’program’, hverken politisk eller kristeligt. Næstekærligheden er idealt set en eksistentiel konsekvens af at vide sig elsket af Gud. Men forudsætningen glemmes eller ties bort.

Og forudsætningen, når der i forkyndelsen tales om at tage vare på næsten, er, som Johannes udtrykker det i sit brev, at ”vi elsker, fordi Gud elskede os først”. Det er og bliver rækkefølgen. At fordi vi allerede er elskede, trods den grundskade, som alt for mange prædikanter forholder menigheden, så nærer vi af ren taknemmelighed over, at forholdet til Gud er bragt i orden, kærlighed til vort medmenneske, vor næste.

Hvis og når det forholder sig sådan, så er det helt afgørende for sandhedsværdien i forkyndelsen, at det netop siges utvetydigt, at det altid må blive på trods. At det netop ikke er en selvfølgelighed. For når vi så alligevel ikke gør det, er det fordi vi er forledt af den djævel, der tager bolig i mennesket. Men det er stort set blevet tabu i kirken. Her er Djævel og det Onde efterhånden blevet indskrænket til det rituelle i Trosbekendelsen, når vi ”forsager Djævlen og alle hans gerninger og alt hans væsen”. Og så taler vi ikke mere om det.

Eller som det er blevet foreslået, så stryger vi, som man har gjort det i Sverige, forsagelsen fra Trosbekendelsen, da den jo åbenbart med sit negative fortegn devaluerer den efterfølgende bekendelse.

Men i en evangelisk-luthersk gudstjeneste er det om at gøre at tone rent flag, og var der nogen, der var opmærksom på ondskaben og Djævelen som en skinbarlig virkelighed i og mellem mennesker, så var det Martin Luther.

Middelaldersnak er der så nogen, der vil sige. Det skræmmer blot folk væk, og vi er vel blevet klogere med tiden, vi har fået psykologisk indsigt til de dybere lag i mennesket, og i alt fald er vi oplyste. Ja, det er jo spørgsmålet. Jeg har for nylig læst Peter Øvigs anmelderroste bog ”Min mor var besat”. I den bog taler han utvetydigt om en dæmonisk besættelse, som han også – da han går i gang med at skrive bogen – bliver ramt af.

Så, jo, det moderne menneske forstå udmærket godt, når der tales om Djævelen og djævelskab. Men problemet er, at mange – især unge prædikanter – er rædde for at konfrontere menigheden med den forståelse. Og man går især uden om den eksistentielle konflikt, vi alle er i. Konflikten mellem det gode, som jeg vil, men ikke gør, og det onde, som jeg ikke vil, men alligevel gør.

Vi er, som Johannes Vig siger det i ”Løgneren”, denne valplads, hvor to magter slås om magten i os, og der gives ikke noget ingenmandsland.

Lad mig slutte med en henvisning til et forfatterskab, som for mig har betyder uendelig meget i min forståelse af ritualernes og forkyndelsens betydning. I Martin A. Hansens roman ”Løgneren” ser degnen, Johannes Vig, den dag, han holder degnetjeneste i Sandøs kirke, noget, han ikke kan glemme. Med ryggen til alteret ser han i korbuen et stenhoved, der for ham bliver symbolet på undergangen, glemslen og meningsløsheden. Men dette hoved er sat i koret, ”så døden må stirre lige op på opstandelsens symbol, som forstanden ikke begriber”.

Nej, forstanden begriber ikke styrken og kraften i ritualerne og den evangeliske forkyndelse. Men hjertet higer efter den – og finder den. Netop dér.

Ole Juul

 

 

——————————————–

Udfordringer til kirken

– en bog fra Kirkeligt Centrum

For 120 år siden blev Kirkeligt Centrum til. Det markerer vi med en antologi, en debatbog med det mål at pege på en række temaer, som vi finder væsentlige i den folkekirkelige debat. Det er temaer, som ikke fik så meget opmærksomhed i Lutheråret 2017.

Artiklerne i bogen er skrevet af følgende:

Professor Peter Lodberg, professor Kurt Ettrup Larsen, biskop Marianne Gaarden, rektor emeritus Eberhard Harbsmeier, sognepræst Birgitte Kragh Engholm, pastor emeritus Ole Juul, kirkekunstneren Arne Haugen Sørensen, pastor emeritus Birgitte Thyssen, biskop Elisabeth Doms Christensen og generalsekretær Mads Christoffersen

Bidragyderne til denne bog er ikke hentet fra kredsen omkring Kirkeligt Centrum, men det er folk, som tydeligt nok har noget på hjertet og som sætter fokus på områder, som vi finder væsentlige.

Bogen er udgivet af forlaget Eksistensen og prisen er kr. 179,-

Læs bogen – den fortæller om, hvad vi optaget af.

 

Citater fra bogen:

”Vi lever i én verden, der er skabt af den ene Gud og som går mod sin nyskabelse ved Helligånden, sådan som forkyndelsen af den ene Kristus fortæller os. Når kirken glemmer sin opgave skal den reformeres; når husstanden glemmer sin, skal den oplæres, og når politikken glemmer, hvad den skal, skal politikerne irettesættes”. Peter Lodberg

 

”I dag er der også mange liturgiske eksperimenter og nydannelser. Skal folkekirken have gavn af alt det nye – ja holde til det – må der være en stærk midte at forny ud fra – og vende tilbage til. Mere end nogensinde er der behov for en fornyelse på klassisk grund. Også fordi den kristelige oplæring står svagt og derfor bør prioriteres mere end nogensinde. I skolen, om det er muligt, og i hvert fald i sognene. Der er brug for indøvelse i luthersk kristentro i en tid, hvor traditioner smuldrer og hvor mange religiøse ting er i spil”. Kurt E. Larsen

 

”En søndag sad jeg til gudstjeneste og følte mig i grunden særdeles godt tilpas, for salmevalget og liturgien var, som jeg havde håbet på. Og så var der alligevel noget, der haltede. Jeg sad i kirken og savnede gedigent åndeligt føde, og jeg tror, der var andre, der havde det på samme måde. Vi skal tales til. Tiltales. Anfægtes….Men hvis vi er så knuselskede, som forkyndelsen i en temmelig udvandet form lyder, hvorfor har vi så brug for det, som er gudstjenestens kerneydelse. Syndernes forladelse. Det vil jeg have at vide. Hver gang”. Ole Juul)

 

 

 

I arkiv