Tro i dag

Kaj Bollmann Hvad vil det sige at tro?

Tro – både som substantiv og verbum ”at tro” er selve kernen i kristendommen.

Vi er udfordrede på, hvad det egentlig betyder at tro. Hvad er det, vi gør, når vi tror på Kristus, på evangeliet, på Gud? Hvis vi ikke kan forklare, hvad det egentlig vil sige, og hvis vi ikke i kirken har en nogenlunde sammenlignelig eller fælles forestilling om, hvad vi mener, når vi siger, at vi tror, så har vi et forklaringsproblem – og måske mere end det! Da jeg gik på universitetet tror jeg det var Svend Bjerg, der definerede teologi som det at ”sige, hvad man tænker, når man tror”.

Det er jo en flot formulering; men den er også meget karakteristisk for det 20. årh. tilgang til troen: tro er noget, vi tænker! Tro er noget, vi har i hjernen. Trosbegrebet fik jo sin helt enestående plads med den lutherske reformation. Indtil da var tro for almindelige mennesker vel primært noget med at foretage sig de rigtige rituelle handlinger, bønner, messer, bod, sakramenter, osv. og så ellers rette sig efter gejstlighedens anvisninger.

Med Luther og i kølvandet på den lutherske reformation sker der tre afgørende ting:

1) Opgøret med gerningsretfærdigheden. Vi bliver ikke frelst ved vore gerninger, men af Guds nåde, ved troen alene. Derved bliver der sat voldsomt fokus på troens betydning. I udgangspunktet tror jeg såmænd ikke Luther og reformatorerne gjorde sig så mange tanker om at definere tro. Det handlede kort og godt om at anerkende og leve ud fra trosbekendelsens grundsætninger med Kristus som Herre og bibelen som rettesnor i livet. Stadig med rituelle handlinger som udtryksform – deltagelse i messen, korstegning, fadervor, sakramenterne, osv – men nu med større opmærksomhed på det pædagogiske:  aften- og morgenbøn, husherrens andagt, katekismen, bibellæsning

2) Sammenhæng med individualiseringen af gudsforholdet: i den førreformatoriske tro var det kirken og tilhørsforholdet til den, der var det altafgørende skel ift. troen. Loyalitet over for kirken er alfa og omega. Kirken defineres af gejstlighed. Det er en kollektiv overpersonlig sag, som den enkelte skal føje sig ind i, uanset hvad vedkommende selv mener. Men reformationen gør gudsforholdet til en sag mellem den enkelte og Gud, og dermed gøres troen til et personligt anliggende, noget den enkelte både har frihed til, men så sandelig også ansvar for. Denne individualiseringen går naturligvis hånd i hånd med den individualiseringen, der generelt sker i århundrederne efter reformationen, hvor den personlige frihed og den personlige, individuelle udvikling med dertil hørende ansvar kommer for alvor på dagsordenen.

3) Det tredje vigtige er en gradvis intellektualisering af troen. Udgangspunktet er jo, at i den førreformatoriske kirke behøver den enkelte hverken at kende til bibel eller dogmer eller ret meget i det hele taget, bare man gøre det, præsten forventer af en. Men det ændrer sig efter Luther. Nu skal man læse bibelen, man skal kunne sin katekismus osv. Allerede hos Melanchton kommer der en voldsom opdogmatisering af den reformatoriske teologi, og efterhånden får vi ortodoksien, med dens stærke vægt på læresætninger og afhandlinger. Spørgsmålet er, om ikke denne dogmatiseringen af reformationen i virkeligheden er en slags erstatningsautoritet for kirkens svækkede autoritet. Altså et forsøg på at binde den individuelle tro og det individuelle gudsforhold sammen ikke gennem ydre magtautoritet, men gennem dogmernes nøje fastlæggelse af, hvad man skal tænke når man tror – for nu at citere Svend Bjerg.

Op gennem århundrederne til nu er der forskellige strømninger. I pietismen får vi de individuelle følelser meget på banen, men modstrømningen er jo ganske snart rationalismens fornuftige kristendom, hvor troen skæres til efter, hvad fornuften kan kapere, og hvor troen i høj grad er en morallære. Ud ad de samme skel har vi jo også vækkelserne her i Danmark, med både følelser, accept eller ikke-accept af moderniteten og stærk vægt på moralen som en del af troen som elementer i forskelligt omfang, alt efter hvor i vækkelserne man placerer sig. Men alt sammen med stærk individualisme.

Fra 1920’erne med Tidehvervs som flagskib udvikler der sig efterhånden et meget stærkt intellektualistisk trosbegreb især i præstekredse. Troen er et valg, en intellektuel handling, og af angst for gerningsretfærdigheden udvikler det sig til en kamp mod nærmest enhver form for udtryksformer i troen, så Nørager Petersen i en lærebog om gudstjenestens teologi, som jeg har læst på Pastoralseminariet i 70’erne kunne skrive, at ideelt set skulle vi slet ikke behøve at holde gudstjeneste, for det er sådan set også en slags gerningsretfærdighed, hvor vi forsøger at tækkes Gud. Men det er vi altså nødt til, fordi vi er syndige mennesker. Egentlig burde vi bare lytte til forkyndelsens ord og så afgøre os for evangeliet.

Hvad der så lå i det nærmere bestemt, virkede ikke særlig klart, men helt sikkert var det, at det intet som helst havde med gerninger, livsform, religiøse udtryk eller andre menneskelige foreteelser at gøre. Intellektualismen blev årsag til en voksende kløft mellem præsters måde at praktisere og forkynde kristendom på, og en meget stor del af kirkens medlemmers måde at forstå tro og kristendom og kirke på. Ganske vist var det rart at få at vide af præsterne, at man ikke behøvede at gå i kirke, for det blev man ikke frommere af. Ganske vist var det rart at kunne dække sig ind under, at tro var en privat sag, og at alle ydre former nærmest var hykleri, men problemet var jo, at der ikke rigtig var nogen alternativer. Det kan godt være, at teologerne kunne tale om, hvad man tænker, når man tror.

Men for de fleste mennesker var det mere nødvendigt at få at vide, hvad man gør, når man tror, og det fik man stene for brød på i det  20. århundredes teologiske hovedstrømninger. Så alternativerne var at fortsætte de sider af vækkelserne, der havde med bibelfundamentalisme og moralisme at gøre eller at nedskrive religiøsiteten til firehjulskristendom, højtider, aftenbøn med børnene og lidt opblussen af snakken med præsten om håbet om det evige liv ved begravelserne.

For troen blev af det 20. århundredes dominerende tendenser blandt præster og teologer næsten kun defineret negativt: det er ikke moral, det er ikke religiøs følelse, kristendom er ikke en religion, tro er ikke bestemte meninger. Tro er ikke at gå i kirke – i hvert fald ikke, hvis det er andet end at lytte til prædikenen, der taler til én. Vi sidder stadig til en vis grad i en skrue, skabt af teologien fra 1920’erne til 1990’erne. Vi er kommet et stykke vej i befrielseskampen væk fra den teologiske forsnævring, som intellektualiseringen er. Men vi er stadig ikke nået så langt i befrielsen af trosbegrebet og anerkendelsen af, at troen faktisk er en aktiv dimension i menneskelivet, ikke noget, der kun kan defineres i negationer.

Den tanke er kommet til mig som et resultat af et sæt udfordringer, jeg mener vi står i aktuelt, som tvinger os til meget mere aktivt og konkret at kunne definere, hvad det er vi gør når vi tror. Jeg tror vi er mange, der bliver lidt desperate, når vi i medier eller bare i almindelig selskabelig snak bliver mødet af mærkelige forestillinger om, hvad det er at tro: at holde bibelen for videnskabelig sandhed, at mene at jorden er skabt på 7 dage, at sætte sin fornuft ud af kraft, at leve efter skrappe moralregler, at være anti-moderne osv. osv. Så prøver man efter bedste evne at modsige vrøvlet, indtil det går op for én, at man er landet lige der, hvor man ikke ville: man udtrykker sig i negationer: jamen tro er ikke… – og man går ind i forklaringer, som indebærer et netværk af uigennemskuelige bisætninger og forbehold.

Udfordringerne mht. afgrænsning / definitioner:

  • Troen over for naturvidenskaben – den nye opblussede debat: Tro over for viden
  • Troen over for nyateismen – jf. udmeldingskampagnen: Tro over for ikke-tro eller ateistisk tro
  • Tro over for holdninger – i forhold til ideologier og moralsystemer
  • Tro over for ”måske- måske ikke”
  • Tro over for lovreligion – udfordringen fra islams trosbegreb
  • Tro over for individcentreret religiøsitet – udfordringen fra østligt inspirerede selvudviklingsreligioner
  • Tro i forhold til ligegyldighed/alt kan være lige godt/ det er det samme det hele

  Flankerne i disse udfordringer er naturligvis

  • ateister og bevidst antireligiøse videnskabsdyrkere
  • muslimer og andre lovreligiøse, men endnu mere de medier og andre i offentligheden, der gør kristendommen til en lovreligion på linje med disse
  • hele selvudviklingsmarkedet, hvor tro dybest set handler om at tro og dyrke sig selv
  • den folkelige ligegyldighed og glemsomhed ift. troen
  • tro som privatsag
  • den indrekirkelige teologiske svaghed, som bl.a. giver sig udslag i, at man selv er med til at lave religionsblanderi og udviske skel mellem, ikke bare hvad vi tror på ift. de andre, men også hvordan vi gør det.

Jeg mener vores eneste mulighed for at agere i det farvand mellem de flanker og på de udfordringer, det er ved positivt at kunne stå inde for, hvad det er vi gør, siger og tænker, når vi tror. Og når jeg ikke bare siger tænker, så er det fordi det kommunikativt at kunne formidle tro, og det at udtrykke sig gennem troshandlinger, så troen har et sprog, der dækker andre sanser end hørelsen og talen, det er og har altid været vigtigt, og det bliver i de kommende år endnu mere vigtigt.

Vi kan ikke nøjes med at forklare og argumentere, vi må også gøre, udvikle skabe former, traditioner, et mangedimensionalt sprog, som ikke bare formidler troen, men som ganske enkelt også er troen, fordi det er den måde, vi gør tro på. Deri er der en genopdagelse af den fællesskabsdimension, som til dels blev undergravet af reformationen, men på en ny måde, hvor det ikke er en kirkelig institutionsautoritet, der skaber det nye, men et fællesskab af myndige individer, der selv tager ansvar for, hvad de gør.

 

Henning Nørhøj: Trosbekendelsen og moderniteten

Overskriften kunne signalere to uforenelige størrelser, nemlig at trosbekendelsen ikke lader sig forene med eller er uforståelig for det moderne menneske. Den apostolske bekendelse, som er vokset frem i den tidlige kirkes tid, afspejler nødvendigvis det antikke menneskes selvforståelse og syn på verden. Som udtryk for den kristne tro på den treenige Gud og som den sammenfatning af troen, som har været den afgørende del af kirkens tradition, lader trosbekendelsen sig ikke ”oversætte”. Og det skal den heller ikke. For her udtrykkes kristendommens bærende forudsætninger: Bekendelsen til Gud som Fader, Søn og Helligånd og troen på Jesus Kristus som Guds Søn eller udtrykte billede.  Men det spørgsmål skal og må alligevel stilles:

Hvordan skal bekendelsen forstås, dvs. få sprog, der kan tale ind i moderniteten.  Det vil jeg prøve at skitsere. I mit forsøg er jeg især afhængig af tanker og formuleringeri Hein Heinsens bog, ”Trinitetsmaskinen”.

Vi må først gøre os klart, hvad vi forstår ved ”modernitet”.

Modernitet

Med dette begreb mens både en historisk periode i Vestens historie, der begynder o.1750 – og en indstilling i og til livet. Denne indstilling gør sig især gældende i fire dimensioner:

1) Menneskets forhold til naturen. Det moderne menneskes forhold til naturen er bestemt af naturens nytteværdi til tilfredsstillelse af menneskelige behov. Redskaberne hertil er teknologi, videnskab og arbejde i bred betydning. Religiøse eller mytiske tolkninger af naturen er irrelevante.

2) Menneskets forhold til den anden/samfundet er reguleret af love, som er fastlagt i overensstemmelse med den menneskelige fornuft og erfaring. Og bestemt ud fra demokratiske principper. Karakteristiske for det moderne samfund er adskillelse det private og det offentlige

3) Menneskets forhold til sig selv stimuleres gennem opdragelse og uddannelse. Selvstændighed og myndighed og udvikling af dømmekrat er målet.

4) Menneskets forhold til Gud eller det guddommelige udfoldes sig i det private rum og er ikke et offentligt anliggende. Forholdet til Gud er selvvalgt

Imidlertid er kristendom og modernitet et komplekst forhold. For det kan hævdes, at moderniteten og dens forståelse af mennesket som myndigt har den kristen skabelsesforståelse som sin forudsætning. Moderniteten er da også udviklet i netop den kristne kulturkreds – og ikke mindst har den lutherske reformation medført en adskillelse af det private og det offentlige.. På den anden side står moderniteten i modsætning til kristendommen.

Dobbeltheden i forholdet kommer til udtryk i Luthers berømte sætning fra skriftet ”Om et kristenmenneskes frihed”: ”Et kristenmenneske er en fri herre over alle ting og ingen underlagt. Et kristenmenneske er en træl i alle ting og alle underlagt.” Denne paradoksalitet er udtryk for, at menneskets frihed kaldes frem, når troen melder sig og henviser mennesket til det, det er afhængig af. Sin skaber og sin næste.

Vi lever i en kultur, som er præget af modernismen. Men den er ikke alt. Den er nemlig tavs overfor de grundlæggende vilkår i vores eksistens: At vi kan undre os, at vi glædes, at vi kan bære sorg eller nære håb mv.

 

Trosbekendelsen

Vi lever i et videnssamfund, siger vi. Med det mener vi, at vi med viden kan beherske vores tilværelse. Men væksten i viden fjerner ikke vores ikke-viden. Men i stedet for at glæde sig over det, der hinsides vores viden som noget storslået, er vi bange for det. Vi besværger og fortier det hellige. Og derfor har vi ikke noget sprog til det. Men det er det sprog, vi søger – nemlig et sprog for vores ikke-viden.   Det som er hinsides menneskelig viden, kaldes det hellige eller Gud. Gud er utilgængelig. Han er hinsides alt det, vi kan vide. Om Guds kan vi ikke tale som den, der er den fjerne eller iblandt os? Om Gud kan vi hverken sige, at han er på jorden eller i himlen. På samme måde kan vi heller ikke sige, at Gud er almagt overfor afmagt. Gud er ikke et enten- eller.

Men hvordan får en utilgængelig Gud ”form” for mennesker? Hvordan kommer han til syne? Det er, hvad treenigheden er svar på: Treenigheden forener himmel og jord i ét rum.

– Det gør den ved at kalde Gud for Fader, Skaberen. For skabelsen er den handling, der samler det evige og den jordiske tid i én form.

– Det gør den med Guds Søn, Jesus Kristus, som ikke er et enten-eller, men et både-og, der er samlet i én skikkelse. På én gang Fader og Søn, Vorherre og menneske.

– Og det gør den med Gud Helligånd: Helligånden er Guds nærvær i mennesket og i verden. Helligånden skaber tro, den er vished om Gud. Helligånden er vilje til forandring og tilskynder til det gode. Helligånden forbinder os med andre mennesker. Helligånden virker ved ord og sakramenter.