Menighedsprojektet

Hvordan skaber vi lokal menighed

1. Baggrund

Menighedssynet er ved at ”blive væk” i det lokale kirkeliv. Vi har svært ved at bruge de klassiske menighedsopfattelser:

  • Menigheden er alle døbte i sognet (menighed: almenhed) (det grundtvigske)
  • Menigheden er de bekendende troendes fællesskab (det missionske)
  • Menigheden er de døbte, samlet til gudstjeneste omkring ordet, dåben og nadveren
  • Menigheden er dem, der skaber aktivt kirkeliv

Ingen af disse klassiske formuleringer svarer særlig godt til vores virkelighed. Mange præster oplever, ikke mindst i landsogne, at der ikke er nogen menighed, men kun præsten og isolerede enkeltbegivenheder/gudstjeneste. Det er langt fra altid, menighedsrådet oplever sig selv som menighed. Der er en angst, ikke mindst hos præster, for at kirken skal komme til at virke som en lukket kreds. Derfor er mange præster skeptiske ved at bruge ordet menighed. Og mange lægfolk har vanskeligheder ved at opfatte sig selv som menighed.

Resultatet er, at vi tenderer mod en lokal kirke, der er ”tilbud”, som de professionelle + nogle engagerede frivillige tilbyder ud i sognet. Men der mangler refleksion over og praksis i forhold til det at være fællesskab/ menighed lokalt. Hvad vil det sige? Hvilke knager og udtryksformer og fællesskabsformer har vi at hænge det op på, hvis vi gerne vil fastholde det inkluderende folkekirkelige, samtidig med, at den lokale folkekirkemenighed faktisk har krop som andet og mere end en række ikke sammenhængende aktiviteter

2. Menigheder og menighed

I 1999 tog Kirkefondet initiativ til ”Samtaleforum om fremtidens menigheder” ved at sende oplægget ”Fremtidens menigheder” til IM, Grundtvigsk Forum (dengang Kirkeligt Samfund) og Kirkeligt Centrum. Målet var dengang at starte en samtale om fremtidens folkekirkelige menighedsformer og menighedssyn.

Samtaleforum er som forum for kontakt mellem de 4 deltagende parter blevet en varig og stadig levende succes, men det oprindelige mål: at tale sammen om det folkekirkelige menighedssyn og den dertil hørende praksis, er for længst blevet afløst af almindelige samtale om alt mellem himmel og jord i det folkekirkelige liv.

Men udfordringen fra oplægget står der stadig. En af teserne i oplægget (tese 4) lød provokerende: der findes ikke menighed, men menigheder. Altså, at der er mange menigheder, også i det enkelte sogn, og at det måske ikke mere er muligt at definere en fælles sognemenighed. I oplægget blev dette set som en mulighed for en ny dynamik i menighedsopfattelsen og en mulighed for at imødekomme det mangfoldige og mobile samfunds måde at tænke og agere på.

Det er der uden tvivl megen sandhed i. Men det indebærer også store udfordringer i forhold til den fælles identitet som folkekirke og lokalmenighed. Der er behov for at gå et skridt videre fra at konstatere, at virkeligheden er de mange delmenigheder med Kristus som centrum til at tænke i, hvordan vi både i tanke og praksis skaber sammenhængen mellem centrum og delmenigheder og sammenhænge mellem delmenighederne indbyrdes.

3. Folkekirkens sammenhængskraft

Vi har i de seneste år haft en vigtig overskrift for vores arbejde i Kirkeligt Centrum, der hedder ”Folkekirkens sammenhængskraft”. Den har vi arbejdet med bl.a. i forhold til

  • kirkeordningsdebatten
  • splittelserne pga. bl.a. vielsesspørgsmålet
  • gudstjenesteliv og spiritualitet
  • troværdighed i forhold til de søgende (Malene Fenger-Grøndahls og Iben Krogsdahls indlæg på årsmødet

Der er imidlertid også behov for at arbejde med sammenhængskraften i det lokale kirkeliv: hvordan bliver ”kirkelivet” og ”de kirkelige aktiviteter” til menighed? Og hvad vil det overhovedet sige i praksis? Er menighed andet og mere end ”summen af enkeltaktiviteter og gudstjenester”? Menighed er jo også mennesker i et fællesskab.

Udfordringer i den forbindelse er bl.a. mødet med de søgende, som har svært ved at finde andre rum for deres søgen end gudstjenesten, fordi de forskellige aktiviteter er præget af særlige ”kulturer”, og mødet med nydanske kristne, der gerne vil være med i et menighedsfællesskab, men har svært ved at finde det i deres sognemenighed.

Henning Nørhøj/Kaj Bollmann

En kommentar til “Menighedsprojektet
  1. kenneth sødergren siger:

    jeg mener at måden man skaber menighed på er ved at den aktive del af menigheden (som det er set i nogen–især københavnsk–folkekirker) danner en privat forening (menighedsfællesskabet eller hvad navn man nu giver det) der af menighedsrådet (men i tæt samarbejde med dette) får overdraget ansvaret for de forskellige aktiviteter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

I arkiv